Kom kondens på vinduerne til livs: 5 tips til sundt indeklima i din bolig

4. oktober 2016

Kom kondens på vinduerne til livs og få et sundere indeklima

Fugt i luften og medfølgende kondens på vinduerne kan være et problem for indeklimaet i mange hjem, og selvom fugten i sig selv ikke er farlig, kan den medføre skimmelsvamp på væggene. Det kan derfor betale sig at holde øje med kondens og gøre en indsats for at få et bedre indeklima. Det er godt for både din bolig og for dig, som bor i den.

For at få et sundt indeklima bør fugtigheden i luften ikke blive højere end cirka 45 %. Men meget af det, vi mennesker gør i hjemmet, øger faktisk luftfugtigheden.

Vi ånder og sveder hele tiden (et voksent menneske afgiver op til to liter fugt fra kroppen hver dag), vi laver mad og har planter stående, vi koger vand til kaffen og går i bad. Al den fugt, vi skaber, bliver hængende i luften omkring os, og hvis vi ikke gør noget ved den, går det ud over boligens indeklima.

Når varm og fugtig luft rammer en kold flade, bliver luften kold, og det får fugten til at samle sig i små dråber af kondens. Du kender det fra en kold flaske vand på et frokostbord i solen, fra spejlet efter morgenbadet og måske fra dine vinduer.

Kondens er især et problem i de kolde måneder, hvor vi skærmer af for kulden med lukkede døre og vinduer og tænder for varmen. Det betyder, at der er stor forskel på indendørs- og udendørstemperaturen, og det kan ses på vinduerne, afhængig af hvilken slags du har i hjemmet.

Er der blot en enkelt rude, er den meget udsat for kondens, fordi ruden bliver kold af luften udefra og får luftfugtigheden til at sætte sig med det samme. En energirude vil derimod sørge for, at det inderste lag glas holder en nogenlunde stabil temperatur, som er høj nok til, at fugten ikke samler sig på fladen som kondens.

Fugt i hjemmet giver skader

I sig selv gør kondens ikke det store, men det kan være et tegn på, at luften i dit hjem er lidt for fugtig. Får kondensen lov at sidde på dit vindue, vil den løbe ned i rammen, og her kan den gøre skade.

Gummilisterne, som sidder og holder ruden fast i rammen og er med til at isolere, kan tage skade og blive utætte af fugten. Og hvis kondensen får lov at løbe ned i en vinduesramme af træ gennem en længere periode, vil træet gå i stykker.

Træ er fugtigt som materiale, men det er følsomt mod udefrakommende fugt, og det vil begynde at rådne, hvis det får lov at stå. Derudover kan fugt på vinduerne resultere i skimmelsvamp, som er usund for mennesker at leve i og kan udmønte sig i astma eller allergi.

Det går altså ud over både dig selv og dit hjem, hvis du har kondens til hverdag og ikke gør noget ved det.

Heldigvis er fugt ikke svær at nedbringe, og kondens er slet ikke umuligt at fjerne. Vi har en stribe gode råd, som kan hjælpe til med at skabe et godt indeklima, som du og dit hjem kan trives med.

1) Luft ud tre gange om dagen

Det første råd handler helt enkelt om at åbne vinduet. Et sundt indeklima begynder med frisk luft, og den kommer udefra. Mindst tre gange om dagen bør du skabe gennemtræk i din bolig ved at åbne alle vinduer, så den friske luft kan bevæge sig frit igennem alle rum og udskifte din fugtige luft i boligen med mere tør luft udefra

Selv i regnvejr vil udendørsluften være mindre fugtig end den, du har i dit hjem, og vejret er ingen undskyldning for ikke at hive frisk luft ind ad vinduerne.

Fem til ti minutters udluftning tre gange om dagen er nok.

2) Brug din udsugning

Noget af det, som skaber mest fugt i vores hjem, er badning. Heldigvis har de fleste badeværelser en udsugning, som kan hjælpe med at fjerne dampen fra morgenbadet, og den bør du altid bruge. Den skal tændes, når du tænder for vandet, og det er bedst, hvis den kan køre tyve minutters tid efter, du er færdig.

3) Lad vinduets ventil stå åbent

Friskluftsventil på vindueMange moderne vinduer har en lille ventil i vinduet, som kan sørge for udluftning, uden at temperaturen falder. Det er en god ide at lade ventilen stå åbent døgnet rundt, så der altid er cirkulation med luft udefra, sådan at den tunge indendørs luft kan blive friskere.

4) Brug emhætten

I køkkenet skaber vi masser af fugt, når vi steger, braser og koger, men som regel har vi også en effektiv emhætte, som med fordel kan bruges til at fjerne noget af fugten fra madlavningen. Brug emhætten, også selvom det ikke ser ud til, at din madlavning skaber damp og em, og lad den gerne køre, mens I spiser, så luften er frisk, når du er færdig.

5) Tør tøjet udendørs

Al det vand, som findes i dit våde vasketøj, trækker ud, efterhånden som tøjet tørrer. Fugten ender med at være i luften og kan sætte sig i møbler og på vægge og vinduer. Udluftning og ventilation vil ikke være nok til at få has på fugten, der kommer fra vasketøj, det er ganske simpelt for meget, og derfor anbefales det, at vasketøj altid hænges udenfor, hvis det ikke tørres i en tørretumbler.

Hold øje med faresignalerne – og skift eventuelt til energivinduer

Et sundt indeklima er vigtigt for, at både du og din bolig har det godt, og rådene ovenfor er ganske nemme at følge. Oplever du kondens på vinduerne til dagligt, kan du prøve at måle efter med et hygrometer, som viser dig, hvor meget fugt, der er i luften. Alternativt kan du bestille en indeklimavurdering, som er en lidt mere bekostelig affære.

Hvis du har ældre vinduer, kan det måske være en god idé at undersøge, om de er den bedste løsning for indeklimaet. Moderne energivinduer isolerer så fint mod kulden udefra, at den inderste rude sjældent er kold nok til, at der kan dannes kondens på den. Derudover kan lavenergivinduer også være med til at spare på varmeregningen.

Udvendig kondens er et godt tegn

Når du har valgt energioptimerede vinduer til din bolig skal du være opmærksom på, at du i foråret og efteråret ved overgangen mellem koldt og varmt vejr kan opleve perioder med udvendig kondens. Det forekommer fordi vinduerne er tætte og isolerer rigtig godt, og du kan altså være godt tilfreds med dine vinduer.

Prøv VELFACs Energiberegner og se, om du kan spare noget.

Emner: Energi, Tips og råd, Indeklima

Tilmeld nyhedsbrev