Er ordrebogen fyldt til langt ind i det nye år? Derfor kan det stadig være en god service at gøre dine kunder klogere på, hvordan de får mest muligt ud af håndværkerfradraget, inden det afskaffes den 1. april 2022.
Hos rigtig mange tømrere er der godt fyldt op i ordrebøgerne og dermed udsigt til masser af opgaver langt ind i det nye år. Ikke desto mindre er det nu, dine kunder skal slå til, hvis de vil nå at benytte sig af håndværkerfradraget, mens muligheden stadig er der.
Den 1. april afskaffes håndværkerfradraget, der er en del af BoligJobordningen, men frem til denne dato kan dine kunder stadig nå at gøre brug af det. Inden afskaffelsen den 1. april 2022 sænkes fradraget til 12.900 kr. pr. voksen i husstanden, efter at beløbet har været det dobbelte på 25.000 kr. i 2021.
Derfor er det et godt tidspunkt at tage en snak med kunderne om, hvad de skal være opmærksomme på, hvis de vil nå at spare penge på udvalgte håndværksydelser, herunder nye vinduer. Hvis de går og overvejer en vinduesudskiftning, kan det nemlig være oplagt at føre planerne ud i livet inden 1. april.
Hvad dine kunder bør være opmærksomme på
I forbindelse med en eventuel vinduesudskiftning i starten af 2022 gælder det fortsat, at det er din arbejdsløn, dine kunder kan få fradrag for. Det er dermed ikke muligt at få dækket materialeudgifter.
Dermed kan man her trække op til 12.900 kr. af udgifterne til håndværkernes arbejdsløn fra i skat, når opgaven fx lyder på nye vinduer eller terrassedøre, hvor størstedelen er glas. Ifølge Videncentret Bolius tyder det på, at listen med fradragsberettigede håndværksydelser forbliver uændret frem mod afskaffelsen, selvom det endnu ikke kan siges med sikkerhed.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at arbejdet skal være udført senest den 31. marts 2022. Dog er der lidt længere tid at løbe på i forhold til regningen, der som udgangspunkt skal være betalt senest den 31. maj 2022.
Hvis din kunde har brugt håndværkerfradraget i 2021, kan det nu indberettes. Skat åbnede for muligheden d. 18. januar, og boligejerne kan taste fradrag ind frem til og med d. 1. maj.