
Fotokredit: CG Jensen
Fire år efter den omfattende brand på Godthåbsvej nærmer genopbygningen af de 120 lejligheder sig sin afslutning, og beboerne kan snart flytte hjem igen. CG Jensen A/S står for entreprisen, AFRY som totalrådgiver, mens VELFAC har leveret vinduer til de nye bygninger.
– Genskabelsen af Grøndalsbo på Godthåbsvej har været en kompleks opgave. Bygningerne skulle genetableres med samme arkitektoniske udtryk som i 1938, samtidig med at nutidens krav til energi, indeklima, lyd og brandsikkerhed skal være opfyldt. Derudover har vi skullet imødekomme individuelle ønsker fra ejerne, da der er tale om ejerlejligheder, fortæller Lise Holst Jacobsen, bygningskonstruktør ved AFRY.
Se, hvordan materialevalg giver bygninger et tydeligt særpræg
Bygningen genskabes med samme udtryk som tidligere
Det nye byggeri er nøje tegnet, så det matcher den oprindelige bygning både i facadeprofil og arkitektonisk udtryk. VELFAC har leveret godt 500 VELFAC Ribo træ vinduer, hvor både karm og ramme er i træ.
– Det særlige ved denne opgave er, at vinduerne skal ligne de gamle helt ned til mindste detalje. Vi taler om samme profil, samme proportioner og samme udtryk som før branden, lyder det fra Jakob Petersen, vores National Key Account Manager.
Vinduesløsningen til de 120 lejligheder giver et gedigent udtryk og et lavere CO₂-aftryk, hvilket er vigtigt, når vi taler ansvarlighed i byggeriet. Indvendigt er rammerne hvide og udvendigt er der valgt en hvid og brunrød farve (RAL 3011), som matcher bygningens oprindelige look.
– At genskabe bygningen med sit oprindelige udtryk og samtidig leve op til nutidens krav har krævet et tæt og velfungerende samarbejde med VELFAC. Vi har haft en løbende og konstruktiv dialog for at sikre det bedst mulige udtryk. Samarbejdet mellem leverandør, entreprenør og projekteringsteam har ikke kun styrket det endelige resultat på Grøndalsbo, men også vores fælles faglighed, siger Lise Holst Jacobsen.
Opdag, hvilke krav boligbyggeri i støjzoner stiller til arkitekturen
Effektiv levering og montage
For at sikre en smidig byggeproces blev vinduerne leveret i mindre etaper og pakket i den præcise rækkefølge, de skulle monteres på pladsen.
– Processen har betydet, at håndværkerne har kunne arbejde uden at spilde unødig tid på at flytte rundt på elementer, hvilket giver en mere effektiv og sikker montage. Det er sådanne små detaljer, der virkelig gør en mærkbar forskel på en byggeplads, forklarer Jakob Petersen og tilføjer:
– Samarbejdet med CG Jensen og AFRY har været helt centralt. Vi har haft en tæt dialog om alt fra design og farver til logistik og leveringsplaner. At se, hvordan bygningen langsomt rejser sig igen, og samtidig bevare sit oprindelige udtryk, er både inspirerende og utroligt tilfredsstillende. Det her er et projekt, hvor alle detaljer tæller, og hvor vi virkelig kan se, hvordan vores vinduer bidrager til et smukt og mindre klimabelastende byggeri.
I de kommende måneder vil genopbygningen af de 120 lejligheder og 10 erhvervslejemål færdiggøres. I sommeren 2026 kan beboerne endelig igen flytte ind i deres lejligheder i et byggeri, der har genskabt det oprindelige udtryk som nedbrændte.