Hold varmen: 9 tips til at undgå træk og kulde

11. januar 2017

Hold varmen: 9 tips til at undgå træk og kulde

Hjemmet skal være et behageligt sted at opholde sig, men i vintermånederne er hyggen i mange danske boliger desværre afløst af træk og kulde.

Sådan behøver det dog ikke at være. Udover at hoppe i uldsokkerne og hjemmeskoene kan du faktisk mindske trækket og kulden. Her er 9 tips til hvordan.

1) Luk vindueshaspen både oppe og nede

Hvis dine vinduer har hasper, så husk at få lukket både den øverste og nederste haspe, når du har haft vinduet åbent. Mange glemmer eller undlader at sætte begge hasper på vinduet igen, og så slutter vinduet ikke tæt, så kulden trænger ind i boligen.

2) Test om dit vindue slutter tæt til karmen

En nem måde at teste det på er med en strimmel papir:

  • Åbn vinduet og sæt papirstrimlen i klemme mellem vinduet og karmen. Luk derefter vinduet igen.
  • Træk i strimlen (ind mod dig selv).

Hvis strimlen er svær at trække ud og måske endda går i stykker, når du river, er vinduet ganske tæt. Hvis den derimod smutter meget let ud, betyder det, at dit vindue ikke slutter tæt nok til karmen, og det giver kulde og træk i din bolig. I så fald bør du montere nye tætningslister.

3) Brug udluftningsventilerne med omhu

Har dine vinduer klikventiler eller andre udluftningsventiler? I køligt vejr kan der komme for meget luft ind af dem, så det trækker. Hvis du har det for koldt i din bolig kan det derfor være en idé at lukke lidt ned for ventilerne og måske blot lade enkelte af dem stå åbne.

Det er dog en balancegang, for det er også vigtigt at få frisk luft ind, så du holde et sundt og godt indeklima.

Husk at åbne alle ventiler igen til foråret.

4) Sluk for den automatiske natsænkning af temperaturen

Det er dejligt for pengepungen at spare på varmen, men det er måske knapt så hyggeligt og komfortabelt for dig. Hvis du bruger automatisk natsænkning af temperaturen i din bolig, bør du derfor overveje, om det er besparelsen værd i de bidende kolde måneder – i hvert fald hvis du går og fryser derhjemme.

Alternativt kan du justere den, så temperaturen kun bliver sænket til for eksempel 20 grader i stedet for 18 grader om natten.

5) Hold en ensartet temperatur i huset

Hvis nogle rum er meget koldere end andre, kan det føles som træk. Og hvis den varme luft trænger ind i de kolde rum, kan der opstå kondens, hvilket giver risiko for skimmelsvamp. Sørg derfor at holde en nogenlunde ensartet temperatur i huset.

I større rum, hvor der er flere radiatorer – for eksempel i stuen – skal radiatorerne også indstilles på nogenlunde samme niveau. På den måde behøver alle radiatorerne kun være lunkne, i stedet for at én radiator er glohed og de andre er iskolde.

6) Lad radiatoren stå frit

Pas på at lange gardiner samt sofaer og andre møbler ikke dækker for radiatoren. Hvis radiatoren er tildækket, giver den mindre varme, og varmen har svært ved at fordele sig ud i rummet. Som tommelfingerregel bør der være mindst 15-20 cm luft omkring radiatoren.

7) Træk gardiner og persienner for om aftenen og fra om morgenen

Gardiner og persienner hjælper til at forhindre varmetab fra vinduerne, så træk dem for, når mørket har sænket sig i de sene eftermiddagstimer.

Men husk at trække dem fra igen om morgenen – i de mørke tider er det jo sparsomt med sol, så det er med at udnytte varmen fra solstrålerne i de timer, hvor du kan.

8) Læg et tæppe eller andet for vinduer og døre, hvor det trækker

Et tæppe eller lignende kan stoppe det værste træk. Den bedste løsning er dog at montere nye tætningslister eller skifte dine vinduer og døre ud med nogle moderne af slagsen, som holder tæt.

9) Supplér med varme fra elradiator, pejs eller andet

Når det virkelig er koldt udenfor, kan det være svært at holde en behagelig temperatur, især hvis du bor i et ældre hus. Du kan overveje at supplere med varme fra en elradiator, pejs eller anden form for ekstra varmekilde.

Den slags opvarmning kan dog være en bekostelig affære, så hvis du har svært ved at holde huset varmt uden, bør du måske overveje, om det ikke er bedre at bruge pengene på at efterisolere dit hus, så du kommer kuldeproblemet ordentligt til livs.

Træt af kulde og træk?

Selvom du kan gøre meget for at mindske træk og kulde, er den ideelle løsning som regel at isolere din bolig bedre.

Især nye vinduer og døre gør en stor forskel for komforten i dit hjem. Download vores katalog og få idéer og inspiration - evt. til ny termovinduer. Eller prøv vores energiberegner og beregn, hvor meget du kan spare på varmeregningen ved at skifte vinduer.

Guide: Sådan holder du liv i dine gamle vinduer 

Emner: Energi, Tips og råd, Komfort

Seneste artikler

Populære artikler

Tilmeld nyhedsbrev