Nyheder og aktuelt til professionelle

Få styr på vinterarbejdet, før sne og kulde for alvor melder sig

23. oktober 2023
#2 Vinterbyggeri

Om vinteren giver facadearbejde ofte udfordringer for udførende, der skal etablere de rette foranstaltninger til at imødegå kulde, fugt og nedbør. Det gælder ikke mindst i forbindelse med vinduesudskiftninger. Vi giver dig hurtigt overblik, så du kan komme på forkant med vinterarbejdet.

Officielt går byggeriet ind i vintersæsonen 1. november, hvor vinterbekendtgørelsen er trådt i kraft. Den skal sikre forsvarlige arbejdsmiljømæssige forhold samt en effektiv fremdrift i byggeriet til trods for årstidens vejrmæssige udfordringer med frost og risiko for slud, sne og is.

Det betyder, at du i perioden fra 1. november til 31. marts skal bidrage til, at der etableres såvel årstidsbestemte som vejrligsbestemte vinterforanstaltninger på dine byggepladser.

Bliv klogere på vinterbekendtgørelsen hos DI Byggeri

Planlæg vinterarbejdet, før vejret skifter

Vi opfordrer til, at du følger anbefalingerne fra Teknologisk Instituts vinterkonsulenter. De er uvildige rådgivere inden for vinterbekendtgørelsens område samt vinterbyggeriets planlægning, gennemførelse og administration.

Og herfra lyder anbefalingen, at du som entreprenør bør indkalde til vintermøde tidligt i vintersæsonen. På den måde sikrer du, at planlægning og samarbejde får de bedst mulige betingelser i de kolde måneder.

- Uanset om vinteren er kommet bag på entreprenører, rådgivere og bygherrer eller ej, er planlægning og samarbejde altid et must i vinterbyggeriet, hvis man vil sikre de bedste arbejdsvilkår, den bedste kvalitet af arbejdet og undgå unødig bøvl og ballade. Derfor opfordres entreprenørerne, uanset hvornår det er gået op for dem, at det er blevet vinter, til at indkalde til et vintermøde, siger vinterkonsulent Bent Kofoed og fortsætter:

- Afholdelse af vintermøder er en god ramme for samarbejde og planlægning af vinterbyggeri. Entreprenøren indkalder bygherre, rådgiver og evt. andre entreprenører på pladsen til vintermødet, hvor alle vinterens udfordringer kan gennemgås, og de nødvendige vinterforanstaltninger kan planlægges og koordineres.

Vær særligt OBS på facadelukninger og glatte underlag

Et af de områder, hvor vintervejret især kan være en udfordring, er facadearbejdet. Her gælder det bl.a. om at sørge for effektiv og sikker lukning af facaden i forbindelse med vinduesudskiftninger. På den måde mindsker du risikoen for unødige forsinkelser og ekstraudgifter på grund af vejret.

En mindst lige så væsentlig faktor er arbejdsmiljøet: Når du bidrager til at lave foranstaltninger, der effektivt håndterer kulde, fugt og nedbør på byggepladsen, nedsætter du nemlig risikoen for glatte underlag under arbejdet, som kan føre til alvorlige fald- og snubleulykker.

Sådan forbereder du byggepladsen

Ifølge Bent Kofoed vil det også være en naturlig del af jeres vintermøde at sikre, at byggepladsen er ordentligt klædt på, fx ved at lave en rundering på pladsen i forlængelse af mødet.

Du skal især sikre dig, at der er forberedt afvanding og tørholdelse af byggepladsen (transportveje, oplagspladser og byggegruber m.m.), ligesom der skal være fremkommelige veje, der kan vedligeholdes med snerydning m.m.

Derudover gælder det om at sikre tilstrækkelig orienterings- og arbejdsbelysning, el-tracing af vandinstallationer, beskyttelse af udendørsarbejdssteder, lukning af facadeåbninger samt inddækning af stilladser m.m.

Endelig er det en vigtig del af vinterplanlægningen på din byggeplads at træffe aftale med bygherre og de andre udførende om et passende vinterberedskab og bl.a. sikre effektiv snerydning, afisning og grusning.

Læs mere om effektivt vinterarbejde

Emner: Tips og råd, Nyheder, Vinterbekendtgørelsen, Rådgivning, Vinter, VELFAC

Populære artikler

Seneste artikler

Emner

Tilmeld nyhedsbrev