Når du vælger nye vinduer og døre fra VELFAC anbefaler vi altid at du bruger en uddannet håndværker til monteringen. Når du fx vælger en VELFAC VinduesMester til opgaven, får du en gennemtænkt løsning monteret af en erfaren tømrer, som sikrer, at alt spiller. Lige fra rådgivning, opmåling og tilbud til montage af dine nye vinduer og døre.
Her er 5 gode råd, du med fordel kan følge, inden håndværkeren kommer på besøg.
1) Tøm vindueskarmen – både oppe og nede
Folk er generelt gode til at huske, at vindueskarmen er ryddet for blomster, billeder og andre pyntegenstande, men man skal også tænke på, at hvis der er et gardin, skal det afmonteres, inden håndværkeren går i gang. Måske er det en del af aftalen, at håndværkeren skal tage gardinet ned, og så er det selvfølgelig fint. Men hvis det ikke er tilfældet, kan der godt opstå misforståelser. Opgaven tager længere tid at løse, og der er risiko for, at håndværkeren vurderer, at gardinet og ophænget er gammelt og skal skrottes. Hvis husejeren forventer, at det gamle gardin også skal bruges til det nye vindue, kan det ende med en ærgerlig situation.
2) Tænk på den frie meter
Det kræver plads at arbejde. Når et gammelt vindue skal afmonteres og et nyt skal sættes i, er der brug for plads omkring vindueshullet. Vi plejer at sige, at der skal bruges en fri meter hele vejen rundt om vinduesåbningen, så flyt gerne sofaen, reolen eller hvad der ellers måtte stå tæt på vinduet.
3) Dæk af – men kun de rigtige steder
Noget af det, folk er allermest trætte af ved håndværkere, er, at de sviner. Det har vi stor respekt for, så vi tager skoene af, inden vi går ind, og vi har udstyr med til at minimere svineriet. Vi har eksempelvis en støvsuger med, og hvis vi skal lave et stykke arbejde, der støver, forsøger vi så vidt muligt at fange støvet undervejs i processen. Vi har også det princip, at vi helst afleverer rummet i lige så god stand, som det var, da vi ankom.
Når det er sagt, kan man ikke lave en omelet uden at knuse et æg, og det er umuligt at undgå støv fuldstændig. Derfor kan det være en rigtig god idé at dække sådan noget som tv, stereoanlæg eller sarte møbler af med plastik, inden håndværkerne kommer. Man kan købe 20 meter klar plastik til billige penge, og når man er i gang, kan man også overveje at dække sådan noget som bogreolerne af.
Dog er det sjældent en god idé at dække gulvet af. Vi oplever nu og da, at folk i bedste mening har dækket gulvet med pap, men det er usikkert at arbejde på, og hvis vi eksempelvis skal montere en skydedør og skal arbejde i gulvhøjde, har vi selv afdækningsmaterialer med.
4) Skab plads til pallen med vinduer
Når vinduerne er bestilt på fabrikken, kan det være, de ankommer en dag eller tre før din håndværker. Tænk derfor over, hvor fragtmanden kan stille pallen med vinduer. Den er høj, så ofte vil den ikke kunne stå i en almindelig carport, og derfor er det vigtigt, at du har overvejet og planlagt, hvor han kan stille den.
Tænk i samme omgang over, hvor langt fra det sted, de skal indsættes i huset, de bliver stillet. Det vil hjælpe håndværkeren temmelig meget, hvis vinduerne ikke skal bæres alt for langt rundt om huset.
Se også: Få professionel rådgivning til dit vinduesvalg - bestil et gratis besøg af en VELFAC VinduesMester
5) Hjælp håndværkeren med at passe på din have
Tænk meget gerne over, hvordan den helt konkrete adgangsvej til vinduet ser ud – er der plads til, at to mand, der bærer på et stort vindue, kan komme til, eller er der måske legetøj, havemøbler, et badebassin til børnene eller endda en busk i vejen?
Ét er ting, der kan flyttes – det kan jo fikses – men noget andet er træer eller buske, som simpelthen bare er i vejen. Overvej derfor, om busken foran vinduet kan klippes ned, så håndværkerne ikke risikerer at ødelægge den. Husk, at den kommer igen – og at du kommer til at se den vokse gennem dine nye vinduer.
Ingen af disse ting er noget, der vælter hverken projektet eller forholdet til håndværkeren. Men alle har en interesse i, at dine nye vinduer bliver monteret hurtigt og rigtigt, og at der ikke bliver ødelagt noget undervejs.
Hvis håndværkeren ringer på døren, og du kommer i tanke om noget, du ikke lige har nået at ordne forinden, så tag dialogen åbent og ærligt. Så kan det være, at du kan nå at få det bragt i orden, mens håndværkeren går i gang med en anden opgave, og måske kan det endda være, du får en hjælpende hånd.