Sådan spotter du, hvornår udskiftning af vinduer er på tide
1) Du oplever træk fra vinduerne
Der er ikke noget, der kan spolere den hjemlige hygge som træk fra vinduerne – særligt i de kølige måneder. Træk kan blandt andet skyldes utætte fuger ved vinduerne, eller at vinduerne har en dårlig isoleringsevne. Du kan teste om dine vinduer er utætte på flere måder:
- Stil et tændt stearinlys i vindueskarmen, og se om flammen bevæger sig.
- Tjek vinduet udefra – er der sprækker eller utætheder i fugerne?
- På en blæsende dag kan du fugte din hånd med lidt vand, holde den op foran vinduet og føle efter, om der trænger vind gennem vinduet.
- Papirtesten: Åbn vinduet, stik et stykke papir halvt ud, og luk vinduet igen. Forsøg derefter at trække papiret til dig igen – hvis du ikke oplever stor modstand, er vinduet utæt.
Dug og kondens på dine vinduer kan også være et tegn på, at vinduerne er utætte.
Hvis dine vinduer er af ældre dato, isolerer de højst sandsynligt ikke særlig godt. Overvej derfor at skifte dem ud med moderne, energirigtige vinduer – de eliminerer træk og kan samtidig spare dig en del penge på varmeregningen.
Og apropos varmeregningen…
2) Din varmeregning er større, end den burde være
Virker din varmeregning lidt for voldsom i forhold til dit energiforbrug? Måske oplever du endda, at den bliver større hvert år, selvom du ikke bruger mere varme, end du plejer?
Der kan være store besparelser at hente ved at isolere din bolig bedre, og vinduer er en af de største syndere, når det kommer til varmespild.
Typisk kan du spare 3-5.000 kr. årligt på din varmeregning ved at skifte alle dine vinduer i en almindelig villa til energirigtige vinduer (kilde: Energistyrelsen, energivinduer.dk).
Det er vigtigt at komme af med kondens på indersiden af ruden, da den kan være med til at skabe skimmelsvamp, der også kan sprede sig og sætte sig i mur- og træværk.
Der kan også opstå dug på ydersiden af ruden – det er der ikke så meget at gøre ved. Det opstår typisk i sommerhalvåret og er tegn på, at dine vinduer isolerer godt.
4) Træet er nedslidt eller råddent
Vinduer og døre bliver udsat for lidt af hvert her i det nordiske klima, hvor vi både har varme, kulde, fugt, frost og udtørring.
Trævinduer er særligt udsatte, og derfor bør du tjekke træet for fugt og råd ofte. Det kan du gøre ved forsigtigt at stikke en syl ind i træet.
- Synker spidsen 1-3 mm i, når du trykker på træet, er træet sundt og godt.
- Synker spidsen 3-6 mm i, er træet meget fugtigt og måske endda skadet af råd. De rådne dele bør udskiftes.
- Synker spidsen mere end 6 mm i, kan der være tale om et dybere rådangreb i træet. Det kræver en total istandsættelse, hvor større dele af vinduet udskiftes.
(Kilde: Bolius)
Tjek også efter synlige skader og lugtgener. Råd og svamp vil typisk være synligt langs kanten af vinduet, og kan komme til syne ved f.eks. flosset maling eller tydelige misfarvninger.
De første tegn på råd viser sig i bundkarmen og bundrammen. Hvis der er problemer der, bør du overveje at skifte vinduet i stedet for at bruge penge og kræfter på vedligeholdelse hvert eneste år.
5) Malingen revner og skaller hurtigt af
Maling, der revner eller skaller af, skyldes typisk fugt, som trænger ind i træet. Og hvis ikke du gør noget ved det, vil træet med tiden rådne.
Hvis du er nødt til at male dine gamle trævinduer hvert år for at holde dem pæne, bør du overveje, om de er bøvlet og malingudgifterne værd.
Hvis du beslutter dig for at skifte vinduerne ud, kan du eventuelt overveje at vælge træ/alu-vinduer i stedet. Træ/alu-vinduer er beklædt med en aluminiumsramme udvendigt og kræver derfor næsten ingen vedligeholdelse.