Nyheder og aktuelt til professionelle

Brug sæsonen på opkvalificering og efteruddannelse

17. oktober 2019

opkvalificering

Selvom du som tømrer har fuldt styr på montagearbejdet fra start til slut, giver det ofte pote at dyrke det praktiske vinduesarbejde. Den rette træning og de rigtige vejledninger kan nemlig bidrage til en skarpere og mere effektiv arbejdsproces. Det er erfaringen hos VELFAC, som oplever, at rådgivning og fyraftensmøder er i høj kurs blandt tømrerne.

Faglighed og socialt samvær står højt på dagsordenen hos landets tømrere. Det er konklusionen hos VELFAC, der ved årsskiftet foretog en undersøgelse blandt ca. 1100 tømrermestre fra hele Danmark. Særligt dem, der er mere bevidst forretningsorienterede, og som f.eks. fokuserer på at udvikle firmaet gennem specialisering samt går målrettet efter bestemte opgavetyper, benytter sig i høj grad af faglige arrangementer og direkte rådgivning hos leverandørerne.

Klæder tømrerne på til arbejdet
Ifølge salgschef Peer Bertelsen bekræfter undersøgelsen de erfaringer, som VELFAC tidligere har gjort sig, når vinduesproducenten har inviteret til fyraftensmøder, der bl.a. har omfattet praktisk træning i montering og justering af vinduer. Han forklarer samtidig, at det ikke kun er produktinformation, som er i fokus i den forbindelse. 

- De tømrere, der gerne vil udvikle forretningen og skabe vækst, har bl.a. fokus på at specialisere sig. Og netop her kommer vores viden og knowhow om løsninger og projektudførelse virkelig til sin ret. Som producent har vi mange årtiers erfaring med byggeprojekter af enhver art og ved at videreformidle den til tømrerne, skaber vi en stor merværdi for både dem og deres kunder, siger han og fortsætter:

- Vi ved, at den rette træning og de rigtige vejledninger til montering og justering af vinduer er med til at give tømrerne en ekstra fordel, så de bliver endnu skarpere og mere effektive. Samtidig skaber det en ekstra værdi for dem at kunne mødes ansigt til ansigt med fagkolleger og udveksle erfaringer. 

Sådan lyder det fra Peer Bertelsen, som understreger, at inspiration og gode idéer er i høj kurs, da det ofte er brugbart i dialogen med boligejerne, hvad enten det drejer sig om kunderådgivning eller muligheden for et mersalg, siger han og fortsætter:

- Generelt får vi virkelig positive tilbagemeldinger fra de deltagende tømrere, som især hilser den praksisnære tilgang velkommen. Den bidrager nemlig til at forhindre dyrtkøbte fejltagelser ude hos kunderne. Derfor er emnerne til fyraftensmøderne også sammensat ud fra vores daglige dialog med tømrerne om, hvad de har brug for hjælp til.

Brug efteråret og vinteren på skolebænken
For at ruste tømrerfirmaerne bedst muligt til arbejdet afvikler VELFAC heldagsarrangementer sidst på efteråret, hvor deltagerne kan blive klogere på montering og justering af vinduer. Timingen skyldes bl.a. sæsonens kulde og nedbør, som får en stor del af byggeriets aktivitet til at rykke inden døre.

- Det oplagt for mange håndværkere at udnytte sæsonen til opkvalificering og efteruddannelse. Samtidig mødes de udførende i stigende grad med et krav om at holde sig opdateret om alt fra materialer til lovgivning, så de løbende kan tilbyde kunderne de bedst mulige løsninger.

Det forklarer Peer Bertelsen om træningskurserne, som finder sted i Ringkøbing og Skovlunde i december. For at sikre optimalt udbytte for de medvirkende er antallet af deltagere per arrangement begrænset til 12-14 pr. kursusdag. Dermed får alle mulighed for at prøve kræfter med den praktiske montage og justering af vinduerne.

Emner: Presse, Rådgivning, Forretningsudvikling

Populære artikler

Seneste artikler

Tilmeld nyhedsbrev