Den 15. oktober åbnede den nye Bygningspulje for tilskud til vinduesudskiftning. For et parcelhus på 150 kvadratmeter vil tilskuddet være på ca. 68.000 kr. for en udskiftning af alle facadevinduer. Men det er afgørende, at din kunde laver ansøgningen og får tilsagn om støtte, før vedkommende underskriver aftalen med dig, da der ellers ikke kan gives tilskud.
Energistyrelsen åbnede den 15. oktober for ansøgninger til den nye Bygningspulje. Den giver alle typer af helårsboligejere mulighed for en økonomisk håndsrækning til energiforbedringer. Tilskuddet omfatter fx udskiftning af facadevinduer, udskiftning af yderdøre med en glasandel på minimum 70% samt udskiftning af ovenlysvinduer.
Puljen for 2020 er allerede opbrugt, men en ny pulje frigives i første kvartal 2021. Det er derfor en god idé at fortsætte dialogen med dine kunder om den fortsatte mulighed for at opnå tilskud i det nye år. Der kan være rådgivning, valg af vinduestype og energimærke, der skal være på plads, inden den ny pulje frigives.
Samtidig er det vigtigt at huske, at kunden skal ansøge om tilskud før igangsættelse af projektet. Ellers er der ikke mulighed for tilskud.
Sådan fungerer tilskudsordningen
Der er faste tilskudssatser på baggrund af estimerede markedspriser, og puljens tilskudsloft går op til 30 pct. af de estimerede markedspriser. Der skal desuden ansøges om min. 5.000 kr. i tilskud.
Når det kommer til vinduer og døre, skelner den nye tilskudsordning mellem tilskud til energiklasse 1 og 2:
- Energiklasse 1: 0,84 ≥ Uw > 0,76
- Energiklasse 2: Uw ≤ 0,76
For VELFAC produktsortiment gælder det, at der kan søges i henhold til energiklasse 1.
Skal du have et tilbud på vinduer, hvor bygherre ønsker at søge tilskud via Bygningspuljen, er det vigtigt at oplyse VELFAC om dette. Så kan vi sikre, at du tilbydes de rigtige produkter.
Du kan se den samlede positivliste her.
Energiklasse 2 er en skærpelse af reglerne i forhold til BR18. Ved energiklasse 2 kan der opnås et større tilskud end til energiklasse 1 produkter. Her skal du dog være opmærksom på, at produkter, der lever op til energiklasse 2, også er dyrere, og at boligejeren kun opnår den ønskede energieffekt, hvis resten af husets klimaskærm også forbedres.
Søger din kunde derfor tilskud til energiklasse 1, giver det den største fleksibilitet med hensyn til valg af vinduestype, som passer til de forskellige hustyper og arkitektur – lige fra den klassiske murermestervilla til det typiske 70’er-hus. Vær dog opmærksom på, at vinduer med højere Eref- værdi også giver højere risiko for overophedning om sommeren.
For et parcelhus på 150 kvadratmeter vil tilskuddet være på op mod ca. 68.000 kr. for en udskiftning af alle facadevinduer ifølge DI Dansk Byggeri.
Energistyrelsen har lavet en hurtig beregner, så din kunde nemt kan tjekke, hvor meget tilskud der er mulighed for at få.
OBS: Din kunde kan ikke både få tilskud fra Bygningspuljen og bruge sit håndværkerfradrag på det samme projekt.
Sådan søger boligejeren om tilskud
- Boligejeren skal søge om tilskud, før projektet igangsættes. Hvis boligejeren først har købt materialer eller underskrevet en aftale med håndværkeren, kan vedkommende ikke få tilskud.
- Bygningen skal have et energimærke, før der kan gives tilskud – medmindre boligejeren kun skal have installeret varmepumpe. Energimærkning af enfamiliehus koster i omegnen af 6.-7.000 kr.
- Boligejeren skal ansøge online om tilskud på ansøgningsportalen.
- Først når boligejeren har modtaget et svar med tilsagn om tilskud (herunder hvor meget tilskud vedkommende får), skal der laves en aftale om arbejdet.
- Når der er kommet et tilsagn om tilskud, har boligejeren 2 år til at få gennemført sit projekt.
- Puljen fungerer efter først-til-mølle-princippet, og Energistyrelsen har fredag den 30. oktober meddelt, at puljen allerede er opbrugt for 2020.
- Der frigives nye puljer frem til 2026. Det afsatte tilskudsbeløb i 2021 er 375 mio. kr. Energistyrelsen vil senere i 2020 melde ud, hvornår puljen mere præcist åbner for ansøgere i første kvartal i 2021.
Værd at vide om Bygningspuljen
Bygningspuljen skal sætte skub i Danmarks grønne omstilling ved at støtte boligforbedringer, der sparer energi. Regeringen har i 2020 lanceret tilskudsordningen, hvor der uddeles 245 mio. kr. til energiforbedringer i boligen, herunder også udskiftning af vinduer. Puljen er en udmøntning af Energiaftalen for 2018 og Klimaaftale for energi og industri fra 2020.