Nyheder og aktuelt til professionelle

Snak med kunderne om indbrudssikring før ferien

20. juni 2018

Billede 2

Sommeren er højsæson for indbrud, og landets tømrermestre kan derfor med fordel snakke med kunderne om indbrudssikring nu, før ferien sætter ind. Emnet er ikke mindst oplagt at tage op i forbindelse med renovering, hvor mange vælger at skifte vinduer, lyder det fra producenten Velfac.

Selv om tallene bevæger sig i den rigtige retning, sker der stadig mange indbrud i danske hjem sammenlignet med andre europæiske lande. Alene sidste år skete der omkring 30.000 indbrud, hvilket svarer til et indbrud hyppigere end hvert 18. minut året rundt.

Særligt i forbindelse med sommerferiens rejseaktiviteter og sommerhusophold kan de tomme huse tiltrække langfingrede gæster. Derfor er det nu et godt tidspunkt for landets tømrermestre at tage emnet indbrudssikring op med deres kunder.

- Ikke mindst i forbindelse med renovering, hvor mange vælger at skifte vinduer, er det oplagt, at man også kommer omkring indbrudssikringen. Tallene viser nemlig, at sikring af vinduer og døre er en af de mest effektive måder at komme indbrudstyvene i forkøbet på, fortæller salgschef Peer Bertelsen fra vinduesproducenten Velfac.

Vælg indbrudssikrede løsninger fra starten

Han har flere gode råd til, hvordan man som tømrer kan hjælpe boligejerne med at gøre det svært at bryde ind gennem vinduerne:

- Det enkleste og mest effektive er selvfølgelig, at man allerede fra starten vælger vinduer, som har indbrudssikring indbygget som standard. Det betyder, at der hverken skal vælges til eller fra, så der spares en masse overvejelser. Er sikkerheden en integreret del af designet, undgår du også at eftermontere sikkerhedsudstyr, som kan påvirke vinduernes udseende, fortæller han.

Eksempelvis er alle vinduer fra Velfac grundigt sikret mod indbrud med sikkerhedslimede ruder, specialdesignede beslag og et solidt lukkesystem, der gør vinduerne særdeles vanskelige at bryde op. Og vil man gerne have endnu højere sikkerhed, kan man desuden vælge greb med lås eller lamineret glas i ruden.

Enkle forholdsregler sikrer effektivt eksisterende vinduer

Derudover fortæller Peer Bertelsen, at en tømrermester med en række enkle forholdsregler hurtigt kan gøre også eksisterende vinduer langt mindre interessante for en indbrudstyv at kaste sig over:

- Tag nu glaslisterne: 16 pct. af alle indbrud sker ved, at tyven piller de udvendige glaslister af og fjerner ruden. Denne metode er meget let og lydløs at benytte, specielt på ældre vinduer. Her kan du besværliggøre tyvens arbejde ved at skrue glaslisterne fast med envejsskruer. Et godt alternativ er sikkerhedslimede ruder eller vinduer, hvor glaslisten er monteret på indersiden. Det bevirker nemlig, at ruden ikke kan fjernes udefra. Han fortsætter:

- De fleste vinduer er monteret med hasper eller med et paskvilgreb. Sikres de ikke tilstrækkeligt, kan begge typer åbnes via en såkaldt underboring, hvor der bores ind gennem vinduets ramme, og låsemekanismen drejes. Er vinduerne udstyret med hasper, kan du komme den populære indbrudsteknik i forkøbet ved at udskifte dem til en model med en lille sikring på toppen. Er vinduerne derimod med paskvilgreb, kan disse udskiftes til greb med indbygget lås.

Endelig fortæller Peer Bertelsen, at eftersikring af vinduerne med beslag og sikringsskinner kan være med til at forhindre indtrængen ved hjælp af værktøj såsom koben, skruetrækkere mv. 

Emner: Indbrud og sikkerhed, Presse

Populære artikler

Seneste artikler

Tilmeld nyhedsbrev