På udkig efter tips til at skabe et bedre indeklima i din bolig og måske spare lidt på varmeregningen? I så fald er du kommet til rette sted. Hele vores fundament beror på vores evne til at skabe unikke løsninger, der optimerer din bolig med hensyn til indeklima og reduktion af varmeforbruget. Det er altid godt at vide, hvad du bør prioritere på den korte og den lange bane for at skabe de mest gunstige forhold for dig selv og din økonomi, når vi taler varmeregningen.
Der er nemlig meget, du som husejer kan gøre for, at huset bliver bedre til at holde varmen. Eksempelvis er der forskellige måder at efterisolere huset på - men det er faktisk også muligt at bruge den varme, du alligevel betaler for - mere end én gang. Et varmegenvindingsanlæg er en slags ventilationsanlæg, der kan installeres i dit hus, hvis der er plads til det. Det vender vi tilbage til. Lad os først dykke ned i, hvordan du genbruger varmen to gange og dermed udnytter den energi, du allerede har betalt for.
Bedre indeklima og genbrug af varme med genvindingsanlæg
Et varmegenvindingsanlæg overfører varmeenergien fra den luft, der bliver suget ud af huset til den køligere luft, der bliver blæst ind i huset udefra. Rent teknisk sker der det, at varm og kold luft passerer hinanden i en varmeveksler, og de to luftstrømme er kun adskilt af tynde metalplader. Derved kan varmen vandre, så den kølige luft bliver varmet op, og dermed får du glæden af varmegraderne mere end én gang samtidig med, at du får skiftet den brugte luft ud med frisk luft.
Dog skal det siges, at der er et varmespild, men moderne anlæg kan genvinde op mod 95 procent af varmen. Og apropos varme: Om sommeren kan anlægget ”vendes om”, så den indkomne luft køles ned i stedet for. Det giver dig igen mulighed for at komme af med varmen, der kommer naturligt udefra og sænke temperaturen til den ønskede temperatur.
Har du små børn, kan det være svært at komme af med varmen om sommeren, når hedebølgen er over os. Her er det fordelagtigt, at du kan anvende anlægget til at køle og skabe et godt indeklima, hvor det er til at være og have det rart.
Igennem 5 kapitler bliver du guidet til et bedre indeklima i din bolig, så du kan holde dit hjem sundt at opholde dig i.
Fordele og ulemper ved varmegenvindingsanlæg
Et varmegenvindingsanlæg giver altså både bedre indeklima som følge af tilførslen af frisk luft samt bedre udnyttelse af varmen. Men alt har en pris. Og prisen for et anlæg er i runde tal mellem 15.000 kr. og 80.000 kr. afhængig af model, og hvor meget du selv kan lave kontra professionel hjælp.
For mange vil den rette model sandsynligvis ligge i den lave ende af prisspektret. Men få et konkret tilbud, hvor montøren giver pris med udgangspunkt i netop dit hus. Uanset hvad skal anlægget købes og monteres, og det koster på strømregningen at holde det kørende. Desuden kan det støje, og det kræver løbende vedligeholdelse – og måske en serviceaftale med en tekniker, som løbende kan optimere anlægget.
Til gengæld sparer du på varmeregningen, og det forbedrede indeklima kan spare dig på renoverings-kontoen over tid, fordi du effektivt forebygger eksempelvis skimmelsvamp. Det kan derfor synes som en stor investering - og det skal netop ses som en investering, da den tjener sig ind på den lange bane. Den kan til gengæld gavne både her og nu og skabe rum for komfort.
Kræver plads - helst på loftet
Selve varmeveksleren består af en kasse, som typisk placeres på loftet, og fra kassen skal der trækkes rør rundt til husets rum, som luften kan vandre i. Kasse og rør kræver plads, så derfor er det nemmest og billigst at installere et varmegenvindingsanlæg i et hus med et uudnyttet loftsrum eller få det tænkt ind, hvis du går i gang med at tegne et nyt hus. I forbindelse med nybyg kan det være en mulighed at bygge rør ind i vægge og lofter.
Et varmegenvindingsanlæg kan altså forbedre dit indeklima markant og give dig mulighed for at genanvende en stor del af den varme, du allerede har betalt for, men der er også tale om et projekt, der kan løbe op i en større sum. Overvej derfor at få besøg af en energirådgiver, som kan rådgive dig om, hvorvidt det er det rigtige for dig.