Tips og gode råd til boligejere

Er din bolig klar til sommersolen?

23. juni 2020

Billede 1 (1)

Sommeren er over os, temperaturerne er opadgående, og de fleste danskere skal tilbringe sommerferien hjemme. Det giver god mulighed for at gå huset efter i sømmene. Med de lange, lyse dage er vinduerne et godt sted at starte. De skal nemlig helst lukke mest muligt dagslys ind. Læs med her og få gode råd til, hvordan du gør boligen klar til sommersolen.

Med det solrigeste forår i 100 år kunne det tyde på, at sommeren 2020 også kommer til at byde på adskillige soltimer. Om ikke andet er det håbet blandt mange danskere, som i år skal nyde en sommerferie i Danmark grundet delvist lukkede landegrænser.

Det giver rig mulighed for at gå sit hus efter i sømmene. Og ikke mindst give boligen et kærligt udvendigt eftersyn. Her er vinduerne et godt sted at starte:

- Vinduerne er selvsagt vigtige for, at ens bolig er lys og behagelig at opholde sig i. Ikke mindst om sommeren, hvor soltimerne forhåbentlig er mange, og hvor dagslyset skal udnyttes til det maksimale. Hyppige eftersyn og vedligehold er vigtige for vinduernes levetid, fortæller Klaus Tiedemann, der er privatrådgiver hos Danmarks største vinduesproducent Velfac. Han giver her sine bedste råd til at gøre vinduerne klar til sommersolen.

Gør grundigt rent og smør mekanikken
Først og fremmest bør du starte med at gøre vinduerne grundigt rent. Det gælder ikke kun ruderne, men alle vinduets dele, indvendigt såvel som udvendigt. Har vinduet f.eks. klikventiler eller riste, kan insekter, sand, snavs mv. hobe sig op og spærre for luftgennemstrømningen – og det skaber et dårligere indeklima.

- Du bør rengøre ruder, rammer og karme med en fugtig klud, som du eventuelt tilsætter lidt opvaskemiddel eller anden mild sæbe. Rengøringsmidlet må dog ikke indeholde ingredienser med slibeeffekt eller opløsningsmidler, der kan tære unødigt på vinduets materialer. Tilsæt eventuelt afspændingsmiddel, så du undgår, at kalkpletter sætter sig fast på glasset, råder Klaus Tiedemann.

Dernæst er det vigtigt, at du tjekker, om de mekaniske dele og lister på vinduerne trænger til smørelse. Og er det tilfældet, skal du helst bruge en syrefri olie, der egner sig til smøring af bevægelige dele:

- Blot et par dråber ca. et par gange om året er som regel nok til at holde dem fuldt funktionsdygtige. Du skal til gengæld undgå at smøre olie på eventuelle arme i vinduernes sider. Her vil olien nemlig forhindre den friktion, der kræves, for at vinduet holder sig åbent af sig selv, fortæller Klaus Tiedemann videre.

Plej vinduerne med tætning og maling
Er dine vinduer af ældre dato, kan du med fordel overveje at udskifte eller tætne fugerne. Utætte fuger kan nemlig give trækgener og resultere i varmetab, hvilket ses på varmeregningen. Klaus Tiedemann fortæller:

- Du bør altid tjekke, hvordan fugerne omkring vinduerne har klaret sig hen over vinteren, og om trærammerne trænger til en gang maling. Er fugerne begyndt at revne eller på anden vis blevet utætte, kan det både blive generende og dyrt, når huset ikke kan holde på varmen.

Maling, der revner og sprækker, skal du også være ekstra opmærksom på. Det er nemlig skidt for træet, fordi fugten trænger ind og danner råd. Derfor bør du sørge for at male og pleje dine vinduer med jævne mellemrum:

- Sommeren er et godt tidspunkt at male på, fordi der er mest muligt lys. Men lad være med at vælge de varmeste og allermest solrige dage. Det kan give sprækker og skader. Tjek også godt efter, om der er begyndende råd i karmene eller punkterede ruder – særligt på vinduer af ældre dato. Her kan du overveje, om du skal skifte vinduerne til en ny model, der både er energibesparende, giver bedre indeklima og tilfører nyt liv til facaden. Vælger du f.eks. en variant med ramme i træ/alu, sparer du ikke kun penge på varmeregningen fremover. Du slipper også for at bruge lige så meget tid på vedligehold i fremtiden, da du bl.a. ikke behøver at male rammerne, runder han af.

Tjekliste til sommerklar vinduer:

  • Gør dine vinduer grundigt rene både inde og ude. Gerne med en fugtig klud, som tilsættes mild sæbe
  • Tjek, om de mekaniske dele og lister trænger til smørelse. Brug en syrefri olie, der egner sig til bevægelige dele
  • Tjek fugerne og udskift eller tætn dem efter behov
  • Tjek rammerne og mal dem efter behov
  • Tjek for sprukken maling. Mal gerne om sommeren, men undgå de mest solrige dage
  • Tjek for råd og punkterede ruder
  • Udskift evt. til nye vinduer, hvis du vil spare på energien, sikre bedre indeklima og minimere vedligehold

Emner: Tips og råd, Nyheder, Rådgivning

Populære artikler

Seneste artikler

Tilmeld nyhedsbrev