Nyheder og aktuelt til professionelle

Efterårstjek: Sådan gør du vinduerne klar før vinteren

02. november 2018

Billede 2-1

De milde temperaturer og gode lysforhold gør efteråret ideelt til vedligeholdelse af dine kunders vinduer, inden kulden og vintermørket sætter ind. Vi har samlet en række gode efterårsfif til din snak med boligejeren.

Afhængigt af vinduernes daglige brug og eksponering for vind og vejr bør de med større eller mindre mellemrum holdes ved lige. Her byder efteråret på optimale forhold med milde temperaturer og masser af dagslys, og dermed er det nu, boligejeren skal sætte ind for at blive klar, før vinteren kommer. Det fortæller salgschef i VELFAC Peer Bertelsen.

- Hvis boligejeren forsømmer vedligeholdelsen, øges risikoen for, at vinduernes levetid forkortes. Der kan opstå råd i trækarmene, ligesom trækgener og varmetab er typiske udfordringer. Også åbne/lukke-funktionen og andre mekaniske funktioner kan påvirkes negativt. Med andre ord er det et godt tidspunkt at snakke med dine kunder om vedligeholdelsen, så de kan komme i gang, inden det bliver for koldt og mørkt, forklarer han.

Vidste du, at efteråret er højsæson for indvendig kondens? Læs mere her: https://velfac.dk/Kundesupport/Indeklima/

Start med en grundig rengøring!
Først og fremmest skal vinduerne så vidt muligt holdes fri for skidt og snavs. Det gælder ikke kun ruderne, men også øvrige dele ud- og indvendigt. Har vinduet fx klikventiler eller riste, kan insekter, sand, snavs osv. hobe sig op hen over sommeren og spærre for luftgennemstrømningen. Og det skaber et dårligere indeklima.

Ruderne, rammer og karme rengøres bedst med en fugtig klud, som eventuelt tilsættes lidt opvaskemiddel eller anden mild sæbe. Rengøringsmidlet må dog ikke indeholde ingredienser med slibeeffekt eller opløsningsmidler, der kan tære unødigt på vinduets materialer.

- I forbindelse med rengøring af ruderne kan man eventuelt tilsætte afspændingsmiddel, så man slipper for, at der sætter sig kalkpletter fast på glasset, lyder endnu et godt tip fra Peer Bertelsen.

Vær ikke fedtet med smøringen
Både vinduets mekaniske dele og listerne bør derudover smøres efter behov. Igen afhænger det konkrete behov af, hvordan boligejeren bruger vinduet, og hvor det er placeret på huset, men det er under alle omstændigheder vigtigt at tjekke behovet for smøring.

- En syrefri olie som fx symaskineolie egner sig godt til alle bevægelige hængsler og beslag, og et par dråber ca. et par gange om året er generelt nok til at holde dem fuldt funktionsdygtige. Til gengæld skal man undgå at smøre olie på eventuelle arme i vinduernes sider. Olien vil nemlig forhindre den friktion, der kræves, for at vinduet kan holde sig åbent af sig selv, fortæller Peer Bertelsen.

Gummilisterne, der skal sikre, at vinduet slutter tæt, bør desuden smøres med silikone ligesom listerne på bilens døre. Det gør, at de holder sig bløde og smidige, og forhindrer at de revner eller sprækker, så vinduet ikke længere slutter helt tæt. Det er især vigtigt nu, hvor temperaturen falder, og det bliver fugtigere i vejret.

Tætning og maling
Er vinduerne af ældre dato, kan du med fordel tjekke, om fugerne trænger til en udskiftning. Utætte fuger kan give trækgener indenfor, ligesom boligejeren risikerer at fyre for gråspurvene, som det populært hedder, da varmen så ikke holdes inde i huset. Det kan ses på varmeregningen:

- Utætheder er altid vigtige at få gjort noget ved, for det er både generende og dyrt, når huset ikke kan holde rigtigt på varmen. Her kan du også overveje, om det på sigt ikke vil være den bedste løsning for boligejeren at få udskiftet vinduerne til en ny model, der både er energibesparende, bidrager til bedre indeklima i huset og giver nyt liv til facaden? Det er under alle omstændigheder godt at få sat projekterne i gang nu, før det bliver for koldt, blæsende og vådt udenfor, slutter Peer Bertelsen af.

Som tommelfingerregel kan boligejeren regne med at spare mellem 3.000 kr. og 5.000 kr. årligt i varmeudgifter ved at skifte til moderne, energivenlige vinduer – se bare her: http://energiberegner.velfac.dk/step1/ 

Husk også, at boligejeren har mulighed for at bruge sit håndværkerfradrag til vinduesudskiftning. Læs mere her: https://nyheder.velfac.dk/haandvaerkerfradraget-saadan-er-det-skruet-sammen 

Emner: Vedligeholdelse, Rådgivning

Populære artikler

Seneste artikler

Tilmeld nyhedsbrev