Bygger du nyt hus? Det skal du vide, før du vælger vinduer

25. oktober 2016

Vejle_0010-farvejusteret.jpg

Der er mange ting, man skal have med i sine overvejelser, når man bygger et nyt hus. Et byggeprojekt er en lang proces med mange lektier og lærepenge, og der dukker ofte overraskelser op undervejs. Derfor er det klogt så tidligt som muligt at overveje, hvilken type vinduer, der er behov for i huset.

Der er flere ting, som spiller ind i overvejelserne, f.eks. energiforbrug i huset, solskinstimer og indeklima. Vi forklarer her, hvad man skal være særligt opmærksom på.

Lad vinduerne følge verdenshjørnerne

Det er en god idé at se på, hvilken vej huset vender i forhold til verdenshjørnerne. Solen og dagslyset bevæger sig jo fra øst mod vest, og derfor er det både praktisk og dejligt at have flere vinduer mod syd og vest, så man får mest muligt ud af dagens lys i de timer, man er hjemme. Modsat kan det være værd at overveje, om eksempelvis soveværelset skal vende mod nord, så man ikke forstyrres af lysindfald tidligt om morgenen eller får dagens sidste sol i soveværelset, så det bliver varmt lige før, man skal sove.

Overvej solens varme

I forhold til solens stråler er det også en god ide at tage stilling til, om der skal solafskærmning i glasset på vinduerne. Solafskærmning kan være nødvendig for at undgå overophedning af rummet, men man skal ikke solafskærme for enhver pris. Danske vinduer skal opfylde forskellige formål på forskellige årstider. I de koldere måneder kan det være rart at få den ekstra varme ind i hjemmet, som solen står for. Desuden kan solafskærmningen ses som en grå tone i glasset, og det vil naturligvis præge udsigten fra vinduerne. Derfor skal man altid sætte fordele og ulemper op mod hinanden, og det kan være fornuftigt at høre en rådgiver ad og få en professionel vurdering, før beslutningen træffes.

En fagmand vil også kunne hjælpe med at afgøre, om det er klogest med store glaspartier ud mod en flot have, eller det hænger bedre sammen med mindre vinduer i forhold til varmeregningen og de kuldeflader, som store vinduespartier kan udgøre. I den forbindelse er det også vigtigt at overveje, om huset overordnet set er i en energiklasse, hvor det giver mening at få energiruder, så varmen bliver inde og energiforbruget mindskes.

Husk den friske luft

Netop for at holde energiforbruget nede er de huse, vi bygger i dag, meget tættere end tidligere. Derfor skal man også se på mulighederne for udluftning, når man bygger, så man kan sikre sig et sundt og rart indeklima. Der skal være vinduer nok og mulighed for gennemtræk, så der kan luftes ud og den fugtige luft i hjemmet hurtigt kan udskiftes med frisk luft udefra. Derudover er det værd at se på muligheden for at få vinduer med friskluftventil i rammen, så der kan flyde frisk luft ind udefra uden at vinduerne skal stå på vid gab.

Når man bygger et hus, er det vigtigt at få råd fra relevante fagmænd, men der er mange ting, som simpelthen er op til dig, der bygger og skal bo i huset. Vi har samlet rådene i tre små tips, som kommer her:

  • Friskluftventiler; sørg for at der er mulighed for nem udskiftning af luften i hjemmet, så indeklimaet – og jer, der bor der – har det godt.
  • Solafskærmning; få afgjort, om solens stråler giver god varme eller skaber overophedning, og se, om det er nødvendigt med afskærmning.
  • Energivinduer; undersøg det generelle energiforbrug i huset, og find ud af, om det passer med valget af vinduernes energiklasse.

    Guide: Sådan holder du liv i dine gamle vinduer 

Emner: Tips og råd, Før du køber vinduer

Seneste artikler

Populære artikler

Tilmeld nyhedsbrev