De høje temperaturer og mange solskinstimer kan være en udfordring for dig, der udfører vinduesmontage og andre tømreropgaver i sommermånederne. Vi har samlet en række gode råd, så du opretholder et godt arbejdsmiljø – også når solen bager fra en skyfri himmel.
Med sommerens høje temperaturer og solskin kan dit arbejdsmiljø godt blive en udfordring, hvis du for eksempel skal montere vinduer eller lave andre udendørs tømreropgaver. Det handler ikke kun om eksponeringen for varme, men også om risikoen for blandt andet solskoldning eller dehydrering, når du er på arbejde på om sommeren.
Læs også: Ingen lugt eller skadelig kemi: VELFAC runder 20 år med indeklimamærket
Tips til godt arbejdsmiljø på varme sommerdage
Som udgangspunkt anbefaler Arbejdstilsynet en temperatur på 20-22 grader ved stillesiddende eller stillestående arbejde. Derudover er det et krav, at temperaturen holdes under 25 grader, medmindre der er varme- eller hedebølge.
Kan temperaturen ikke holdes under 25 grader, skal årsagen findes og fikses. Arbejdstilsynet har blandt andet disse råd til, hvordan du kan sikre et godt arbejdsmiljø, når der er varmt udenfor:
- Overvej, om der er mulighed for at forskyde arbejdstiden (start for eksempel tidligere på dagen).
- Forsøg at lave rotation mellem opgaverne ved fysisk krævende arbejde.
- Påklædningen bør være let. Hvis der er krav om uniform, som er varm, skal pauserne eventuelt være længere. Alternativt skal pauserne holdes i lokaler med lavere temperatur.
- Hav altid fokus på, om beklædningen er væsentlig for sikkerheden.
- Medarbejderne skal have adgang til rigeligt drikkevand.
- Vær særlig opmærksom på risikogrupper. Det vil sige gravide, ældre og medarbejdere med hjerte- eller lungesygdomme. Risikogrupperne skal eventuelt have længere pauser, eller helt undgå at blive udsat for de høje temperaturer.
- Hvis en medarbejder har symptomer på varmeudmattelse (svimmelhed, kvalme, synsforstyrrelser og hovedpine), skal medarbejderen straks hjælpes ud i køligere omgivelser. Sørg desuden for, at medarbejderen får rigeligt at drikke.
- Hvis en medarbejder besvimer eller falder om, skal der tilkaldes en ambulance. Hedeslag skal behandles akut.
Læs flere arbejdsmiljøtips her
Vær OBS på solen, når du arbejder udenfor
Ifølge Kræftens Bekæmpelse skyldes de fleste danske tilfælde af hudkræft, at folk har været eksponeret for skadelig UV-stråling, for eksempel på grund af solskoldning. Som tømrer, der arbejder udenfor i sommermånederne, kan du mindske risikoen for solskoldning ved så vidt muligt at undgå at blive udsat for direkte sollys.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du især er påpasselig, når UV-indekset er over 3. Du kan derfor med fordel starte med at tjekke dagens UV-indeks – for eksempel på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside dmi.dk.
Derudover anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du minimerer ophold i direkte sol og søger skygge mellem kl. 12 og kl. 15, hvor sollyset er mest kraftigt. Kan det ikke lade sig gøre, kan du dække huden og ansigtet med arbejdstøj og en kasket eller hat, så du undgår den direkte sol.
Endelig bør du ifølge Sundhedsstyrelsen bruge rigeligt med solcreme med en faktor på mindst 15. Du kan for eksempel have solcremen liggende i værktøjskassen eller bukselommen, så du er sikker på, at du altid har hurtig og nem adgang til solcreme, når du skal arbejde ude.
Læs mere om solbeskyttelse hos Sundhedsstyrelsen
Fik du læst: Sådan hjælper du boligejeren med indbrudssikring inden ferierejsen