Går du med overvejelser om at udskifte dine vinduer til en nyere model, kan det betale sig at gøre ambitioner til virkelighed i år, hvor håndværkerfradraget har fået et godt nøk opad.
Hvis udskiftning af vinduer står på din liste over kommende boligprojekter, og du ikke er en af de heldige, der har fået tilskud fra Bygningspuljen, så kan du få gavn af håndværkerfradraget. Det kan faktisk være oplagt at føre planerne ud i livet i år, hvor fradraget er hævet markant.
I 2021 er håndværkerfradraget, der er en del af BoligJobordningen, midlertidigt fordoblet. Du har derfor mulighed for at få et fradrag på op til 25.000 kr. pr. voksen i en husstand for arbejdsløn til håndværksydelser, når du udfører energiforbedringer på boligen.
Med andre ord kan du slå to fluer med et smæk, hvis du forsyner boligen med nye vinduer i år. Du får glæde af vinduer, der holder mange år frem, og udsigt til det fordoblede fradrag.
Få fradrag ved udskiftning af vinduer og døre
Fradraget gælder ved energibesparende håndværksydelser, og når du skal udskifte dine vinduer og døre.
Det er ikke bare en fordel for dig, der er på udkig efter nye vinduer, men også hvis du skal udskifte en terrassedør eller en fransk altandør, hvor størstedelen er i glas. Også hvis du står overfor at udskifte vinduer og døre i din udestue, kan du gøre brug af ordningen.
Vær opmærksom på, at det er selve håndværkerens arbejdsløn, du kan få fradrag for i forbindelse med vinduesudskiftningen. Det er ikke muligt at få dækket materialeudgifter eller arbejde, som du selv udfører.

Flere fordele end selve fradraget
Det fordoblede fradrag er ikke den eneste grund til at slå til, for med nye vinduer følger en række plusser. Det fortæller vores privatkunderådgiver Klaus Tiedemann:
- Når du udskifter dine gamle og måske utætte og dårligt isolerende vinduer, er resultatet til at tage og føle på. Både når det gælder varmeregning, forbedret komfort og indeklima. Udover at du kan skrue ned for varmeforbruget, kan du med en opdateret vinduesløsning få bugt med træk, kulde og generende trafikstøj.
Det er ikke bare med til at øge boligens værdi, for vælger du den rette løsning fra start, får du desuden glæde af vinduerne mange år frem:
- Det kan anbefales at få hjælp og vejledning til at vælge de vinduer, der bedst muligt lever fuldt op til dine ønsker og behov. Det er også vigtigt, at de passer til boligtypen, og at der er taget højde for materialevalget. Vælger du fx vinduer i træ/alu, kan du spare både tid og penge fremover, fordi de kræver minimal vedligeholdelse, forklarer Klaus Tiedemann.
Hvordan får jeg fradraget?
Når de rette vinduer og døre er valgt, og arbejdet er udført, er der et par ting at huske på. Efter at du har betalt regningen til håndværkeren, skal du indberette tallene til SKAT. Det gør du ved at ændre i feltet ’Håndværkerfradrag’ i din forskudsopgørelse eller ved at følge linket ’Indberet håndværkerfradrag’.
Der er to frister, du bør være opmærksom på. Fristen for betaling er senest to måneder efter årsskiftet, mens fristen for indberetning er senest 1. september næste år.
For at få fradrag for arbejde udført i 2021, skal arbejdet derfor være betalt senest 28. februar 2022 og indberettet senest 1. september 2022.
Hvad bør jeg ellers være opmærksom på?
- Du skal betale elektronisk og ikke kontant
- Husk at gemme dokumentationen for det udførte arbejde
- Arbejdet skal være udført af en momsregistreret virksomhed
- Du kan kun få fradrag, når arbejdet er udført på eksisterende byggeri
- Fradraget kan ikke kombineres med andre offentlige tilskud. Derfor kan du f.eks. ikke gøre brug af håndværkerfradraget og få tilskud fra Bygningspuljen på samme projekt
- Du skal have skattepligt i Danmark og være over 18 år